Du er her

PERU 2011
Mandag, august 29, 2011 - 15:46

 

Peru 2011 – Den stille katastrofe

 

Operation Dagsværk har i 2011 fokus på oprindelige folks rettigheder i Perus regnskov og sætter lyd på den stille katastrofe. Igen er det de unge der er i fokus.

 

I gennem 40 år har skiftende olieselskaber udnyttet en svag peruviansk stat til at udvinde olie ved floden Corrientes i Amazonas. Spildevand og jævnlige olieudslip har siden 1970'erne forurenet floden og den omkringliggende natur, men omfanget af forureningen er indtil nu gået stille forbi verdens ører.

 

Olieforureningen ødelægger livsgrundlaget for de oprindelige folk, bl.a. fordi de ikke længere kan drikke vandet, dyrke jorden eller fiske i floden.

Fra regeringens side er der ikke politisk vilje til at hjælpe de oprindelige folk, og i mange år har de kæmpet med diskrimination og undertrykkelse både fra den peruvianske stat og befolkning.

 

Vilje til handling

Men de oprindelige folk har lyst og viljestyrke til at gøre noget ved deres problemer. Dagsværk skal i 2011 hjælpe dem til at lægge pres på den peruvianske regering, olieselskaberne og det internationale samfund. Ingen af dem vil påtage sige deres del af ansvaret for olieudledningens konsekvenser.

 

Kultur og identitet

Når livsgrundlaget forsvinder, betyder det samtidig, at de oprindelige kulturer udviskes, og det efterlader de oprindelige folk med dårligt selvværd og uden samlet identitet. Undervisningsmaterialer, der bruges i skolerne, udvikles i Lima mere end tusind kilometer fra den virkelighed de unge lever i, og er ikke på deres oprindelige sprog. De unge oplever derfor kulturel undertrykkelse allerede på grundskole niveau.

 

 

Download projektbeskrivelsen