Når ord om håb udløser nobelpriser, er det betryggende, at håb også kan blive til krav. Krav, som indfries. Guaraníerne i Bolivias lavland var selv med til at formulere de krav, som Operation Dagsværks projekt fra 2007 arbejder ud fra. Det har skabt solid interkulturel uddannelse, der har vakt genlyd helt ind på regeringskontorerne i hovedstaden, La Paz.

Af Bjarke Lindemann Jepsen

Stille, stille, stille nu står solen op. Alt er tyst på kostskolen i udkanten af landsbyen San Jorge de Ipatí, mens solens første stråler når over den gulgrønne bakkekam og på få minutter lader lyset skifte fra nat til dag. Herfra går det hurtigt. Kostskolens 25 elever er snart ude af sovesalene og går straks i gang med dagens pligter og morgenmaden. Klokken halv syv griber de skolebøgerne for at begive sig hen til den offentlige skole, der ligger ti minutters gang fra kostskolen.

Eleverne bor på kostskolen, fordi deres visionære forældre har sendt dem af sted, i troen på at uddannelse kan forandre verden. Og for at vise, at uddannelse kan lade sig gøre, selv om man bor midt i ingenting. Mange guaranílandsbyer er for små og for isolerede til at kunne have deres egen skole, Selv hvis de havde skolebygningen, ville det være nærmest umuligt at tiltrække kvalificerede lærere.

På kostskolerne kan eleverne leve og bo, mens de går i den offentlige skole. Det er altså mere et internat end en egentlig skole. Men kostskolen kan meget mere end at give eleverne mad og husly for natten. Der er tilknyttet en tutor, som giver eleverne lektiehjælp og vejledning på guaraní, for i den offentlige skole foregår det meste på spansk. Kostskolerne er med andre ord et sikkerhedsnet, der både sikrer, at eleverne kan følge med, men også videreudvikler guaraníernes eget sprog og kultur. En kultur, der i århundreder har været set på som uciviliseret og underudviklet.

Frigørende uddannelse blandt et trælbundet folk
Kostskolen er bare et af flere uddannelsestiltag blandt guaranífolket, som 20.000 elevers dagsværk fra 2007 er med til at finansiere. De fem tiltag har dog alle samme mål: At give guaraníerne en uddannelse, der giver dem en tro på sig selv og deres kultur tilbage, men som også sætter dem i stand til at fungere som medborgere i et demokratisk land.

Og der er brug for uddannelse blandt guaraníerne. De har som lavlandsindianere og tidligere gældsslaver de sidste hundrede år mistet de meste af deres oprindelige kultur. Selv om mange guaraníer i dag er kommet ud af gældsslaveriet, lever en stor del stadig en kummerlig tilværelse uden adgang til jord eller uddannelse. Mange guaraníer søger derfor tilbage til deres tidligere ejer, hvor de må arbejde under endnu dårligere forhold som daglejere. Uddannelse er en vigtig metode til at give guaraníerne redskaber til at bekæmpe slaveriet og undertrykkelsen med.

Men uddannelse er ikke kun godt for guaraníerne, men for hele det bolivianske samfund. Hverken guaraníerne eller resten af bolivianerne er interesserede i et uddannelsessystem, hvor enhver er sig selv nok. Man er nødt til at forstå hinanden. Derfor er fokus i uddannelsen på det tosprogede og det interkulturelle.

Lærerkaldet lever hos ­guaraníerne
Kun tre timers kørsel fra San Jorge, men lige så langt væk fra alting, ligger en grundskole, der også gør aktivt brug af tosproget undervisning med guaraníernes kultur i centrum. Her sidder den tosprogede lærer Bernando og nyder sin siesta i skyggen fra klasselokalet.

»Da jeg gik i skole, vidste læreren alt og var en autoritet. Han dikterede foran klassen, der var ingen runde, hvor alle blev hørt. Man talte kun spansk i skolen, og hvis jeg talte med mine venner på guaraní, fik vi et slag over ryggen eller blev hevet i øret.«

Bernando har gået på et tosproget seminarium. Derfor kan han undervise guaraníbørnene både på deres eget modersmål og på spansk. Samtidig har uddannelsen givet ham en forståelse for, at eleverne både er en del af en kultur, de kan være stolte af, og at de samtidig kun er et folk ud af mange, som skal leve sammen i Bolivia. Lærere som Bernando kan skabe en balance hos eleverne mellem den kultur, de har med i skoletasken hjemmefra, og det moderne samfund, der omgiver dem.

»Da jeg var færdig med at studere, følte jeg et stærkt kald for at komme ud og være lærer i en landsby. Her er der et behov, jeg kan udfylde. Jeg vil nemlig gerne tjene folk og sørge for, at børnene på landet får en uddannelse.«

Denne idealistiske tilgang er ikke et ukendt fænomen blandt lærere og lærerstuderende på det tosprogede seminarium, der forventer, at de studerende indstiller sig på, at undervisningssektoren i Bolivia er interkulturel og tosproget, og at skolesystemet har et vigtigt formål i dannelsen af medborgere. Eller som direktøren for seminariet i Camiri, den nærmeste by med højere uddannelse, formulerer det:

»De unge er måske ikke helt klar over, hvor deres tilknytning til samfundet ligger – vi har en stor formende rolle. Denne rolle har grundskolen endnu ikke påtaget sig.«

Materialerne må også være tosprogede
Det er den guaraníbaserede uddannelsesorganisation TEKO Guaraní, som står for projektet i Bolivia. Hos TEKO arbejder 9 pædagogiske konsulenter, som har specialiseret sig i tosprogede interkulturelle undervisningsmetoder. Hovedparten af deres tid går med at tage rundt til projektets grundskoler og kostskoler for at støtte og evaluere lærernes arbejde, vejlede dem og følge op på undervisningen og behovet for materialer.

En af dem er Melffy Salces. Hun forklarer, at konsulenterne i disse uger holder til på kontoret frem for tage rundt til skolerne. For de er i gang med at udvikle endnu en lærebog i guaraní. Den første er blevet en stor succes ude på projektets skoler og har derigennem fået undervisningsministeriets opmærksomhed. For kun en måned siden godkendte ministeriet nemlig den nye lærebog i guaraní, som TEKO har udviklet som en del af projektet. Godkendelsen betyder, at den nu er officiel lærebog for alle guaraníbørn i første klasse, og med 125.000 guaraníer i hele Bolivia betyder godkendelsen en langt større målgruppe end projektets 5.500 børn.

»Faktisk var der bøger på guaraní, inden projektet gik i gang, men de havde alle den enorme fejl kun at tage udgangspunkt i sproget, men ikke forholde sig til det liv i lavlandet, som er lysår væk fra bylivet i La Paz eller Santa Cruz,« fortæller Melffy Salces og henviser til tidligere organisationers bøger, der godt nok var på guaraní, men lagde fokus på livet i byen med trafiklys og supermarkeder.

Ministeren på besøg?
Af samme grund er stemningen for tiden lidt spændt på kostskolen i San Jorge. For den bolivianske undervisningsminister har bebudet sin ankomst i løbet af de nærmeste dage. Ikke alene er det første gang, en regeringsrepræsentant har været i San Jorge, men at han kommer netop for at besøge kostskolen og den offentlige skole og for at se, hvorfor projektet er en succes. Man kan mærke, at både TEKO, lærere og elever er stolte over besøget.

For udenforstående virker det, som om ministeren har en plan med sit besøg. Rygterne siger nemlig, at ministeriet har planer om at bruge et væld af erfaringer fra TEKOs projekt, når der næste år skal skrives ny uddannelseslovgivning. I det politiske spil kan alt ske, men en ting er sikker. På fem timer i 2007 var de danske gymnasieelever med til at skabe et uddannelsessystem for guaraníerne – og nu ser det ud til, at de også skal være med til at skabe et nyt uddannelsessystem for hele Bolivia.

Bjarke Lindemann Jepsen er aktiv i Operation Dagsværks Boliviagruppe og var i efterårsferien på besøg hos guaraníprojektet for at se, hvordan det går.

Boliviaprojektets målsætninger

> 4.500 børn og unge får tosproget interkulturel grundskoleuddannelse
> 1.000 børn og unge kommer på kostskole
> 100 unge modtager læreruddannelsen> 900 lærere modtager efteruddannelse
> 1.500 forældre og lokale ledere bliver trænet i forældrerådsarbejde.
Kilde: od.dk/bolivia