Vi er her stadig. I Thailand. Rykket op i bjergene til grænsebyen Mae Sot. Burma er lige på  den anden side. Lige dér. Man kan nærmest række hånden ud og røre ved det burmesiske græs, når man står ved Venskabsbroen mellem de to lande og kigger over på den anden side. Man kan høre lydene fra den anden side. Det er en anden verden derovre. En tidslomme, hvor der gælder andre spilleregler.

Og de regler bliver nogle gange for meget. Illegale flygtninge strømmer i massevis over grænsen til Thailand. På samme tid skjult og åbenlyst. De er over alt. Og de er bestemt ikke privilegerede. Ifølge NGO’erne, som er talrigt repræsenteret i området, har immigranterne langt dårligere forhold end de flygtninge, der er officielt registrerede som ”refugees” og bor i flygtningelejre – og det på trods af, at Thailand ikke har underskrevet FN’s flygtningekonvention.

Og man kunne sagtens være tilbøjelig til at give dem ret. Vi har besøgt migrantskoler i dag. Det vil sige skoler for børn af illegale migranter, som er finansieret af forskellige donorer og drevet af lokale organisationer. Skoler af den slags, som Dagsværks projekt involverer.

På to af skolerne mødte vi lutter smil. Faciliteterne var beskedne og kunne helt sikkert trænge til en kærlig hånd og en udbygning, ingen tvivl om det. Men elever og lærere virkede glade og stolte.

Den tredje skole var anderledes. Det var jo i princippet fuldstændig de samme mennesker. Men livsglæden var ret langt væk. Og det forstår man godt. Skolen lå bogstavelig talt på en kæmpe losseplads. Bjerge af plastic og metal tårnede sig op over skolens tag, og ovenpå skraldet boede elevernes familier i telte. Forældrene var alle skraldesamlere. Børnene også, når de fik fri fra skole. Det var frokosttid da vi kom, men al maden var dækket af sorte fluer. Det var alting faktisk. Lugten fra skraldet var gennemtrængende i den bagende varme.

Da vi rullede væk fra skolen og forbi skraldebjergene i bilen, fik vi pludselig følgeskab af en splinterny, sølvfarvet kæmpebil. Den kørte forbi os ud til enden af skraldet, holdt lidt stille og vendte så om og kørte igen. ”Government car”, sagde vores tolk. ”He might be watching you”. Måske var det bare et gæt. Eller måske er der virkelig nogen fra toppen af hierarkiet, som ikke ønsker, at vi skal se bagsiden af medaljen?

Men vi har set den. Og vi håber at Dagsværks midler måske kan gøre en forskel for skoler som denne. Skraldebjergene voksede nemlig hele tiden, og skolen arbejdede på  at gøre det muligt at flytte sig selv væk fra stanken og fluerne.

De manglede bare de økonomiske midler.