Det er ti dage siden vi satte os ind i flyet med kurs mod Thailand og dernæst et af verdens mest mærkværdige lande – Burma. Eller Myanmar. ”Same same – but different” kunne man næsten fristes til at sige. Burma er et land så komplekst, at det er en hel videnskab bare at finde ud af hvad man skal kalde det - og hvornår. Inden vi tog af sted på researchtur havde vi annonceret vidt og bredt, at vi ville blogge hver dag. Dette indlæg er det første. Og det er der en god grund til.  

> Kommentér på operationdagsvaerk2010.urbanblog.dk

Operation Dagsværk er taget på  researchtur for at forberede dette års kampagne, der skal motivere unge studerende i hele Danmark til at give en dag af deres uddannelse til burmesiske børn og unge, der lever som flygtninge i grænseområdet mellem Thailand og Burma. Vi er vant til at arbejde med projekter, hvor verden brænder, men alligevel kan man aldrig helt forberede sig på, hvad der venter én, når man rejser af sted. Heldigvis, kunne man næsten fristes til at sige.  

Så det skulle altså  vise sig, at det med at blogge fra Burma, hvor vi har tilbragt den sidste uges tid, ikke var helt så ligetil, som vi havde forestillet os. Faktisk tværtimod. At tale frit fra leveren, når man skal navigere i et land med militærstyre og mediekontrol, kan få fatale konsekvenser – ikke for os, besøgende fra Danmark på turistvisum med opdigtede beskæftigelser, men for vores samarbejdspartnere og alle de mennesker, vi har besøgt og snakket med under vores ophold. Overvågning. Lukning. Udvisning. Fængsel. Tortur. Så blogningen blev sat i bero indtil retningslinjerne for hvad man kan sige, og hvad man ikke kan, var klare. Det viste sig, at de ikke findes.  

Man skal være uendelig forsigtig med sine udmeldinger. Selv nu, hvor vi sidder sikkert i Thailand, kan man ikke tale frit. For militærstyret holder øje med alt, der strider for meget imod det billede, de ønsker omverden skal have af Burma. En kulturel perle i Sydøstasien, hvor turister valfarter til templer og pagoder med kameraet i den ene hånd og yogamåtten i den anden. Så nu forsøger vi at gøre som de burmesere, der kæmper for ytringsfrihed og demokrati i deres land. Det handler om at være forsigtig med ord og handling, men uden at  give køb på sine holdninger. Vi skal ikke udsætte nogen for unødig fare i forbindelse med deres arbejde i eller med Burma, fordi vi har holdninger til verden, men samtidig er vi her for at sætte landet på dagsordenen i Danmark – det kan man ikke gøre ved at fortælle, at der er 30 grader i skyggen, at vi har fået vores første solskoldning, og at vi har fået nudler til morgenmad. Så velkommen til vores blog.