operation dagsværk

Operation Dagsværk: Niger-projekt ikke truet af militærkup

Trods statskup og undtagelsestilstand i Niger trues Operation Dagsværks skoleprojekt fra 2008 ikke i første omgang. Men hvis der ikke tages højde for den truende hungersnød, vil det få konsekvenser, mener bestyrelsesmedlem.

PRESSEMEDDELELSE: Hos Operation Dagsværk følger man ekstra intenst med i militærkuppet mod præsident Tandja i Niger. De danske elever tjente i 2008 6,3 mio. kr. på Dagsværk-dagen til et uddannelsesprojekt i det ludfattige og tørkeplagede land.

Projektet, der udføres af CARE Danmark, har været i gang siden 1. januar 2009. Frivillig i Operation Dagsværks Nigergruppe Marie Bennike fortæller, at uddannelsesprojektet i Niger ikke umiddelbart bliver berørt af kuppet:

”Skolerne ligger i landprovinserne langt væk fra hovedstaden Niamey, hvor kuppet er centreret. Niger er et stort land med ringe infrastruktur, så umiddelbart kan de OD-støttede skoler sagtens køre videre uberørte.”

Men selvom militærkuppet ikke er et direkte problem for skolerne, kan konflikten stadig få konsekvenser for OD’s projekt:

”Skoleprojektet arbejder tæt med de statslige strukturer, som betaler halvdelen af lærerlønningerne. Så der kan opstå et problem hvis det illegitime styre fortsætter og lønningerne stoppes, men vi håber på snarligt valg og at militæret så hurtigt som muligt ophæver suspenderingen af grundlov og statsinstitutioner.”

Marie Bennike understreger dog, at skolerne ikke vil lukke, hvis finansieringen af lønninger fra staten bliver afbrudt. I så fald vil CARE og Operation Dagsværk i samarbejde finde en ny strategi for drift af skolerne.

Katastrofale følger hvis der ikke sættes ind mod tørke
Rasmus Stendorph fra Operation Dagsværks bestyrelse håber, at militærregimet snarest udskriver valg og genetablerer statsinstitutionerne, så det nigerske samfund kan køre videre:

”Niger står på randen af hungersnød, men siden den omstridte grundlovsændring i sommer har præsident Tandja været mere fokuseret på at underbygge sin egen position end at hjælpe den nigerske befolkning. Selvom militærets kup er uacceptabelt, håber vi, at en ny regering vil erkende fødevareproblemet og bede verdenssamfundet om hjælp.”

Ifølge CARE Danmark vil 7,8 millioner mennesker i Niger blive berørt af moderat eller svær sult i år.

Hvorfor prioritere skolegang?
Selvom det kunne være fristende at omlægge OD’s uddannelsesstøtte til fødevarehjælp, afviser Rasmus Stendorph at ville gøre sådan:

”Kernen i vores skoleprojekt er netop at sætte de nigerske unge i stand til at kunne klare sig til trods for hungersnød og klimaændringer i Niger. Desuden indgår en katastrofesikring i vores projekt, sådan at projektets børn og unge vil kunne få mad på skolen.”

Rasmus Stendorph mener dog, at nødhjælpsorganisationerne må træde til, så snart de første tegn på hungersnød viser sig.

”Operation Dagsværks opgave er at sætte fokus på uddannelsesmæssige udviklingsproblematikker i verdens fattige egne. Vi er kun en lille organisation med begrænset kapacitet. Derfor må de store nødhjælpsorganisationer i Danmark og på verdensplan tage et ansvar i Niger, ligesom de gjorde under hungersnøden i 2003.”

Rasmus Stendorph understreger, at netop forskellen på nødhjælps- og udviklingsorganisationer er arbejdets perspektiv:

”Nødhjælpsorganisationerne er ultravigtige, når der er jordskælv i Haiti og hungersnød i Niger. De reagerer hurtigt og målrettet for at sikre at folk overlever. Derimod har udviklingsorganisationer som Operation Dagsværk sin berettigelse, når det lange stræk skal tages, og vi skal forebygge katastrofernes omfang og konsekvenser.”

Mere info og kontakt
Læs mere om Operation Dagsværks Niger-projekt på http://od.dk/niger

Yderligere kommentarer kan fås ved henvendelse til:

> Bestyrelsesmedlem Rasmus Stendorph, 26 17 76 59, rs@od.dk
>
Frivillig Marie Bennike, 20 30 23 04, marie.bennike@gmail.com

DEBUG