


Palæstina
Uddannelse i konfliktzone
Operation Dagsværk hjalp en bred gruppe af unge i alderen 14-19 med at få en uddannelse.
Målgruppen indbefattede unge kvinder, skoledroppere, fysisk handikappede og gymnasieelever. De enkelte grupper var geografisk og kulturelt bredt repræsenteret.
Israel og PLO underskrev i september 1993 principerklæringen om midlertidigt palæstinensisk selvstyre. Det markerede første skridt på den lange vej til en mulig afslutning af den konflikt, der siden staten Israels dannelse i 1948 har præget regionen.
Siden da har succesen – i form af yderligere aftaler og forbedring af de praktiske forhold – været meget skiftende. Opblusningen af den første og anden Intifada har bragt mange tab af menneskeliv på begge sider – gengældelsesangreb fra den israelske hær blandet med selvmordsbombeangreb fra frustrerede besatte palæstinensere har længe været en del af hverdagen i området.
Projektets samarbejdspartnere var Folkekirkens Nødhjælp, YMCA, Det Mellemøstlige Kirkeråd og den Evangelisk Lutherske Skole.
Konfliktfyldt projekt i konfliktfyldt område
Som konsekvens af den meget voldsomme konflikt har nogle af projekterne i perioder været sat på vågeblus. Håndværkerskolen i Jericho måtte som konsekvens lukke kostskoleafdelingen midlertidigt i flere omgange, og fandt i stedet praktiksteder til lærlingene i nærheden af deres hjem.
Gymnasieskolen i Beit Sahour har været i en vanskelig økonomisk situation, da forældrene ikke var i stand til at betale skolepenge på grund af konfliktens betydning for palæstinensernes økonomi. Skolen fortsatte dog arbejdet så godt, den kunne.
Kvinderådgivningen, som ellers var kommet godt i gang i Ramallah, indstillede stort set sit arbejde i 2001, men fandt senere en form, hvorunder de sidste aktiviteter kunne gennemføres, hvorfor OD med udgangen af 2001 overførte de sidste midler til dette projekt.
KFUM’s genoptræningscenter i Beit Sahour er blevet beskudt af israelsk militær, men skaderne har ikke været katastrofale rent materielt. De er ikke værre, end at de kan udbedres, når situationen falder til ro. Derimod har de gentagne angreb forårsaget svære psykiske problemer for de personer, som brugte projektet. Derfor blev der etableret et nødprogram af KFUM, mens mange af de normale aktiviteter blev sat i bero.
De sidste midler til projektet er udbetalt, og projektet er således afsluttet. På grund af konflikten godkendte OD en forlængelse af dele af projektet til 2005, hvorefter den afsluttende finansielle rapport for den sidste af de fire dele af projektet fremsendtes i 2006.
Indsamlet beløb
4,0 mio. DKK
- Projektvalg 2011
- Burma 2010
- Zimbabwe 2009
- Niger 2008
- Bolivia 2007
- Sydafrika 2006
- Kirgistan 2005
- Mellemamerika 2004
- Cambodja 2003
- Nepal 2002
- Chiapas 2001
- Roma 2000
- Sydsudan 1999
- Palæstina 1998
- Guatemala 1997
- Ladakh 1996
- Mozambique 1995
- Ecuador 1994
- Somalia 1992
- Brasilien 1991
- Eritrea 1990
- Namibia 1988
- Nicaragua 1986
- Tanzania 1985
