operation dagsværk

Hjertevarme dagsværkere trodser kulden

22.000 danske gymnasieelever trodser i dag strid kuling og giver en varm og hjælpende hånd til unge i Zimbabwe.

Fra tidligt onsdag morgen har danske gymnasieelever arbejdet med alt fra havearbejde over hovedrengøring på DSB-stationer til klaverkoncerter for at give de zimbabwiske unge en hjælpende hånd.

Dagen igennem er kronerne raslet ind, og Operation Dagsværk regner med, at ca. 6,5 mio. kr. står på indsamlingskontoen, når indsamlingen og en række støttekoncerter er overstået ved ugens udgang:

”Det er fantastisk at se alle hårdtarbejdende dagsværkere, der gør en kæmpe forskel for Zimbabwe. At så mange unges arbejdstimer bliver omsat til uddannelse til Zimbabwes unge på en enkelt dag, viser hvor meget unge kan rykke, når de vil,” siger Anne Sofie Skemt Hjuler fra Operation Dagsværks bestyrelse.

Hun understreger, at der forud for Dagsværk-dagen ligger to måneders hårdt arbejde, hvor hundredvis af frivillige elever har arbejdet med at fortælle deres medstuderende om Zimbabwe og årets projekt.

Projektet vil gøre en stor forskel
Millionerne skal forvaltes af Mellemfolkeligt Samvirke (MS) som er den danske samarbejdspartner på Zimbabwe-projektet. Forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach siger: "Vi er utroligt glade for resultatet. Det har ikke bare økonomisk betydning, men er også et helt afgørende symbolsk signal - at vi bliver ved med at være i Zimbabwe trods den ekstremt skrøbelige situation, landet er i.”

I Zimbabwe er der også jubel over projektet. John Ndebele fra BUIYSAP, der er en af de to organisaioner Operation Dagsværk støtter i Zimbabwe, fortæller over telefonen, at han er ikke i tvivl om, at projektet vil rykke ungdommen i Zimbabwe:

”Jeg kan sige på vegne af de unge i Zimbabwe, at vi er meget glade. Projektet vil gøre en stor forskel, og løfte de unge op på et højere niveau.”

Fyrre år siden første Operation Dagsværk i Danmark
I år er det 40 år siden, at der for første gang blev holdt Dagsværk-dag i Danmark, som en hyldest til den afdøde svenske FN-generalsekretær Dag Hammerskjöld, der var en af de første til at sætte verdens udviklingsproblematikker på dagsordnen.

”Operation Dagsværk er et solidt brand, fordi vi stædigt står fast på en solid og grundig oplysning om verdens unge og deres problemer,” siger Anne Sofie Skemt Hjuler og afslutter, at hun er sikker på, Operation Dagsværk også eksisterer om 40 år.

> Læs mere om OD 1969-2009

Kontakt og yderligere kommentarer
Bestyrelsesmedlem i Operation Dagsværk, Anne Sofie Skemt Hjuler, 40338486, annesofie@od.dk eller kampagneleder Mikkel Iversen, 29848242, mikkel@od.dk.

Kommunikationschef i Mellemfolkeligt Samvirke Vibeke Vinther, 31670460, vvi@ms.dk

Vedhæftede fotos
Foto: Check-overrækkelse på Københavns Hovedbanegård. Bestyrelsesmedlem i Operation Dagsværk, Anne Sofie Skemt Hjuler, modtager 225.000 kr. fra DSB som hyrede 750 gymnasieelever. Foto:Rasmus Bak

> Download billeder på od.dk/presse/od-dagen

DEBUG