operation dagsværk

Operation Dagsværk skaber aktiv uddannelse

Operation Dagsværk skaber uddannelse i vores projekter på børnene og de unges egne præmisser.

Retten til grundlæggende uddannelse er universel og en del af menneskerettighederne. Men det er langt fra eneste grund til, at Operation Dagsværk arbejder for at give børn og unge i fattige dele af verden en uddannelse.

Uddannelse, hvad enten det er at lære at læse og skrive, oplysning om rettigheder eller at lære et håndværk, er nemlig et vigtigt værktøj til at klare sig i livet. Værktøjer der kan være med til at ændre børn og unges vilkår og give dem en bedre fremtid, hvor de kan tage vare på sig selv.

Solidaritet
Operation Dagsværk er enestående, fordi de penge, som vi laver uddannelse for, selv stammer fra unge under uddannelse. I solidaritet med unge i resten af verden giver vi én dag af vores uddannelse på Dagsværk-dagen, for at andre kan få en.

Men vi kan også blive klogere, og derfor går uddannelsen begge veje. Og det er derfor, at Operation Dagsværk hvert efterår lancerer en massiv oplysningskampagne om årets projektland. På den måde kan vi også lære noget om de vilkår, som møder de unge i vores projekt. Du kan tjekke vores undervisningsmateriale ud på od.dk/undervisning.

Udgangspunktet er lokalsamfundet
Operation Dagsværk ønsker, at lokalsamfundet selv er med til at definere, hvordan og hvorledes uddannelsesprojektet skal fungere. Det gør vi, fordi vi ved, at uddannelse ikke virker, hvis det bliver trukket ned over hovedet på folk.

Derimod kan uddannelse, som lokalbefolkningen støtter og kan se nytte af, virkelig være til gavn. Ikke kun for de børn og unge, der kommer i skole, men også for forældrene. I Niger-projektet fra 2008 har uddannelsen medført, at eleverne kan hjælpe deres forældre med at læse breve fra staten eller kommunen, og i Bolivia-projektet fra 2007 var det en vigtig forudsætning for skolegang, at det oprindelige folk guaraníerne fik tilpasset skolen, så de kunne blive undervist på deres eget sprog i emner, der relaterer sig til livet langt ude på landet. Klik ind på od.dk/projekt for at læse om uddannelse i de andre projekter.

Uddannelsesprojekter skabes i dialog. Derfor har Operation Dagsværk også en række krav til vores samarbejdspartnere. Vi støtter fx uddannelsesprojekter:

> Der bruger en pædagogik, der aktiverer og ikke blot gør eleverne til passive modtagere i klasselokalet.

> Som giver eleverne selvværd og medindflydelse i lokalsamfundet såvel som på nationalt plan.

> Som rækker ud over selve Operation Dagsværk-projektet, f.eks. som inspiration for projektlandets egen statslige indsats på skoleområdet.