Beslutningsprocesser

Skole : STX, HF
Medie : Online
Type : Materiale
Fag : Naturgeografi, Samfundsfag
2015-målene :

Her kan du læse om magtfordelingen i den zimbabwiske landsby.

Operation Dagsværk besøgte de lokale myndigheder, som fortalte om beslutningsprocessen i området.

Den politiske magt er fordelt mellem det officielle system og det traditionelle. Det officielle systems udøvende magt udgøres i distrikterne af District Administrators (DA) og står for implementeringen af love i distriktet. Hvis man besøger Nkayi District skal man søge tilladelse hos DA’en. Hvert distrikt har et lokalt politikorps.

Det traditionelle system udgøres af Chiefs, Headmen og Villageheads. Chiefen er den øverste og er tilknyttet 10 landsbyer. Under ham findes Headmens, der hver er ansvarlige for 2 landsbyer. Hver landsby har en Villagehead.

Formelt set står det officielle system over det traditionelle, men fx har vielser foretaget af det traditionelle system juridisk binding også i det officielle.

Det traditionelle system varetager spørgsmål, der er tilknyttet den enkelte landsby: vielser, afgørelse af ejendomsret i forhold til fx sammenblandet kvæg, jordspørgsmål og interne stridigheder. Afgørelser af disse spørgsmål finder sted hvor hele landsbyen er samlet og de forskellige parter har mulighed for at fremlægge deres synspunkter.

I 9 ud af 10 tilfælde vil tilfælde af voldtægt, overfald og vold meldes til politiet og afgøres af det officielle system. Det traditionelle system kan dog også fastlægge straffe.

Beslutningstagere indenfor det officielle system er folkevalgte, mens erhvervet som landsbyoverhoved går i arv. Det traditionelle system udgøres alene af gamle mænd, mens kvinder har fået større indflydelse på det officielle system, der dog også er meget mandsdomineret. I Nkayi District er både DA’en og politichefen en kvinde. Unge har meget begrænset indflydelse på beslutningsprocessen, hvilket Operation Dagsværks projekt i 2009 forsøger at gøre op med.