Skal du være kampagnefrivillig i Operation Dagsværk i 2026?
Infomøde d. 10/12 kl. 16.30-18.00 på Studiestræde 24, 3. th. eller online.
Vi leder efter dig, der lige nu er klar til at kaste dig ud i vigtigt solidaritetsarbejde med andre unge ude i verden. Dig der har mod på den vildeste personlige udvikling i et inspirerende fællesskab med andre unge.
Hvad er Operation Dagsværk?
Operation Dagsværk er Danmarks elevbevægelse for global solidaritet. Hvert år vælger elever på tværs af Danmark et globalt samarbejde og et solidaritetsprojekt. Det har altid fokus på unge og uddannelse. I den forbindelse udvikles der en kampagne, som skaber viden, solidaritet og handling blandt elever i hele Danmark. Elever der i sidste ende donerer en dag af deres uddannelse for at arbejde på Dagsværksdagen, så der samles penge ind i solidaritet med de unge i det valgte projekt.
Vær med på holdet, når vi skal udvikle Operation Dagsværks kampagne 2026!
Lige nu er projektvalget til næste års kampagne i gang, og valget står mellem projekter der foregår i Tyrkiet, Peru og Rwanda (læs mere om dem her). Valget afgøres d. 5. december, og du kan altså være med til at skabe kampagnen!
I Operation Dagsværk er der plads til alle. Vi leder efter engagerede mennesker, som går op i global solidaritet og ønsker at bidrage, med det du kan og lære en masse nyt. Her får du en helt speciel mulighed for at arbejde med OD’s brede bevægelse og store netværk i ryggen. At være frivillig med os er for dig, der ønsker at udtrykke dig kreativt eller kunstnerisk, dele dine budskaber på en stor platform, arrangere solidaritetsarragementer, få konkrete skills i videoproduktion, grafisk arbejde eller kommunikation og mobilisering, lære om organiseringsarbejde og meget meget mere.
Som kampagnefrivillig er du en afgørende del af et intenst kampagneår, hvor du løbende vil kunne se konkrete resultater, reel handling og forandring. Vi arbejder dekolonialt og samskabende og gør op med klassiske troper, der hersker i udviklingsarbejde; vi lærer af de unge, vi arbejder sammen med i årets projektland og står i solidaritet med dem i kampagnen for deres rettigheder! Sammen med dem vil du tage del i at skabe en meningsfuld kampagne, hvor deres stemmer skal udbredes til hele Danmark og mobilisere OD’s elevbevægelse til at arbejde i solidaritet med de unges rettigheder på Dagsværkdagen i november.
“Jeg brugte mit OD-halvår som en slags gratis højskole. Jeg har lært vildt meget og fået nogle fantastiske venner”
Villads, 21 år og frivillig på Palæstina-kampagnen
Hvornår kan jeg blive kampagnefrivillig?
Vi søger engagerede personer, der kan dedikere sig til at være frivillig hos os hele kampagneåret 2026. Vi ved af erfaring fra tidligere frivillige, at det giver allerbedst mening, at være med i kampagnen fra start til slut, da du på den måde både kan være med til skabelsen af kampagnen i foråret og udbredelsen af kampagnen op mod kulminationen på Dagsværkdagen i efteråret.
Hvis ikke du kan være frivillig i et helt år, kan du også søge for et halvt år, enten forår eller efterår. Som frivillig arbejder du på sekretariatet minimum 20 timer om ugen, fordelt på dage, som du aftaler med resten af kampagneholdet. Som frivillig i et helt år arbejder du med kampagnen i 9 måneder. Som frivillig i et halvt år arbejder du med kampagnen i 4-5 måneder.
Her kan du se, hvad der sker i løbet af året i arbejdet med kampagnen:
Forår (2/2 – 26/6)
Opstart af kampagnen og samarbejde med de unge i projektlandet.
Stormøde i OD, som er her, hvor alle de afgørende beslutninger for bevægelsen træffes af elever fra hele landet.
Researchrejse til årets projektland, hvor vi møder de unge, der er med i kampagnen og starter udviklingen af kampagnen sammen.
Udvikling af kampagnematerialer: plakater, videoer, stickers og meget mere
Samarbejde med Dagsværkgrupper rundt omkring i landet om arbejdet med årets kampagne: afholdelse af workshop, mobiliseringsaktiviteter og oplysningsevents.
Forberedelse af og deltagelse i større arrangementer som Folkemødet og Roskilde Festival.
Efterår (10/8 – 4/12)
Camp, hvor vi bruger en lille uge på en højskole, hvor vi starter holdet op og arbejder videre på forårets kampagnearbejde.
Løbende samarbejde med de unge i projektlandet.
Udvikling af kampagneaktiviteter; fællestimeoplæg, workshops og oplysningsarrangementer på skoler og andre steder.
Støttearrangementer og solidaritetsevents med mulighed for at trække på vores store netværk af andre organisationer og aktivister
Fællestimeturné, hvor I rejser rundt i landet og oplyser om årets kampagne.
Besøg fra de unge i projektlandet, som skal rejse med rundt og holde oplæg.
Samarbejde med Dagsværkgrupper om deres kampagnearbejde på skolerne.
Mobilisering til og afholdelse af årets Dagsværkdag.
Afrunding af årets kampagne og opstart af opfølgningsarbejde.
Hvem kan blive frivillig?
At være kampagnefrivillig hos os er for dig, som…
…brænder for solidaritetsarbejde, elevdemokrati og aktivisme.
…er nysgerrig på dekoloniale samarbejdsprocesser og tværkulturel samskabelse.
…gerne vil lære en masse om kampagne- og bevægelsesarbejde og tage din erfaring med dig videre ud i livet.
…er en sød og rar medaktivist, som kan indgå i et varmt og engageret fællesskab af elever på landets skoler og i vores bestyrelse, ansatte på sekretariatet og de andre frivillige.
…kan dedikere dig til intensivt frivilligt arbejde og er fleksibel til at arbejde om aftenen og i weekenden, når det bliver nødvendigt.
…er mellem 17-25 år.
“At være frivillig i OD har bragt mig i øjenhøjde med en kultur, en verden og nogle mennesker på en måde, jeg ikke ville kunne have oplevet andre steder”
Adam, 21 år frivillig på Palæstina-kampagnen 2025
Hvad får du ud af at være frivillig?
Først og fremmest: Mulighed for at arbejde for og engagere andre unge i en vigtig sag.
Grundig erfaring med kampagnearbejde, og hvad det vil sige at skabe og udbrede en kampagne i samarbejde med de unge i årets projektland.
Stærke relationer og fællesskab med de lokale unge i projektlandet, med de andre kampagnefrivillige og på tværs af bevægelsen.
En stor platform og et stærkt netværk i ryggen, når du skal være med til at udbrede årets kampagne til elever i hele landet, men også andre bl.a. gennem større solidaritetsarrangementer.
Skills indenfor produktion af kampagnematerialer som plakater, klistermærker, kampagnevideoer og andet relevant materiale, som I skal finde på i frivilliggruppen.
Løbende tilbud om workshops med vores netværk af professionelle og erfarne aktivister i arbejdet med udviklingen af kampagnen.
Erfaring med at skabe en stærk oplysningskampagne, som bl.a. indebærer at afholde workshops, oplæg og udvikle oplysningsmateriale som f.eks. undervisningsmateriale.
Træning i formidling og kommunikation – både på sociale medier, men også når du skal fortælle om årets kampagne foran flere hundrede elever.
Erfaring med organisering og mobilisering til Danmarks eneste globale elevbevægelse.
En oplevelse og et fællesskab, der vil blive med dig resten af dit liv <3
Sådan ansøger du:
Deadline for ansøgninger som helårsfrivillig og halvårsfrivillig (forår) 2026 er 15. december 2025
Skriv en motiveret ansøgning, hvor du fortæller lidt om dig selv, og hvorfor du gerne vil være frivillig (maks. 1/2 side) og send den til kampagneleder@od.dk.
Kom til uforpligtende infomøde d. 10/12 kl. 16.30-18.00 på Studiestræde 24, 3. th eller online.
Hvis du vil høre mere, er du meget velkommen til at kontakte vores kampagneleder Mia og høre om muligheden for at få det mest spændende hele eller halve år i dit liv. Hun står også klar, hvis du har spørgsmål på tlf.: 71 79 09 28 eller kampagneleder@od.dk.
“Som kampagnefrivillig har jeg kunnet skabe venskaber på tværs af landegrænser gennem ligheder og forskelligheder”
Karla, 19 år og frivillig på Palæstina-kampagnen 2025