Projektvalg

Det er tid til projektvalget for projektet 2027!

Det er nu tid til at vælge det projekt Operation Dagsværk skal lave kampagne for og arbejde for på Dagsværkdagen 2027.

Hvert år skal vi hos Operation Dagsværk vælge det solidaritetsprojekt, vi skal arbejde for næste år, og det gør vi igennem to valgrunder. Den første finder sted på vores kampagneweekend, her udvælges tre projekter, der går videre til den næste runde af projektvalg på alle OD’s medlemsskoler. Alle projekterne er stillet af danske civilsamfundsorganisationer i samarbejde med lokale partnere i projektlandene.

På kampagnenweekenden 25.-27. september udvalgte aktive elever i Dagsværkgrupperne tre projekter, der går videre til det endelige valg.

Så nu skal vi i gang med anden runde af projektvalget. Det betyder, at I på jeres skole skal være med til at træffe den endelige afgørelse for hvilket projekt og hvilken samarbejdspartner, OD skal have i 2027. 

Hver skole har én stemme. I skal afholde valg på jeres skole for at finde ud af hvilket projekt, jeres skole skal stemme på. Det er op til jer i dagsværkgruppen hvordan I gerne vil afholde valget på jeres skole. 

I kan sende jeres skoles stemme ind til os mellem d. 23. november og 4. december på https://afstemning.od.dk

I kan læse mere om de projekter I kan vælge imellem i år i menuen til højre.

Yderligere information og materialer til projektvalget kan findes i Dagsværksgruppernes Ressourcemappe



Om projektvalg i Operation Dagsværk

Operation Dagsværks måde at arbejde med økonomisk støtte til ungeledede udviklingsprojekter er helt unik. Ikke kun fordi vi prioriterer det lokalt forankrede samarbejde i projektlandene, men også fordi vores organisation er elevdrevet.

Det er elever på de danske uddannelsesinstitutioner, der i sidste ende bestemmer hvilke projekter, vi skal støtte – vores organisation og beslutningsprocesser er nemlig elevdemokratiske.

De projekter, der vælges af eleverne på danske uddannelsesinstitutioner, er alle lokalt forankret i de samfund og kontekster, de foregår i, og skal aktivt modarbejde diskrimination, have et fokus på uddannelse af unge, og sikre ligestilling i dets udførelse. Vi tror nemlig på grænseløs solidaritet, og på at direkte medbestemmelse, aktiv involvering og nuanceret oplysning er med til at skabe reel forandring.

Projektvalget i Operation Dagsværk er en proces, der strækker sig hvert år fra oktober til maj. Herunder kan du læse mere om processen med projektvalget, og hvilken vigtig rolle Dagsværksgruppen spiller i denne.

Projektforslag

Når Operation Dagsværk vælger, hvilket projekt foreningen skal støtte, sker det gennem en proces, der strækker sig fra efterår til forår, og beslutningen går gennem mange led.

Danske udviklingsorganisationer, der opfylder en række krav vedtaget af elever på Operation Dagsværks Stormøde, kan opstille projektforslag. For at komme i betragtning skal organisationerne i første omgang aflevere et projektforslag, hvor deres projektidé, hovedaktiviteter osv. kort præsenteres. Deadline for projektforslaget er hvert år i efteråret.

På baggrund af Operation Dagsværks politiske papir behandler bestyrelsen de indsendte projektforslag og godkender dem, der lever op til retningslinjerne.

1. Runde af projektvalget: Behandling på Stormødet

De 3 godkendte projektforslag bliver behandlet på Operation Dagsværks Stormøde i slutningen af januar. Projektforslagene sendes ud til Dagsværksgrupperne et par uger før Stormødet sammen med resten af Stormødeposten.

På Stormødet læser de deltagende elever projektforslagene og reflekterer fælles over dem. Projekterne går videre til anden runde af projektvalget, der ligger i foråret. Behandlingen på stormødet omfatter visning af film fra projektstillerne, læsning af projektforslag, gruppearbejde og plenumdiskussion.

2. Runde af projektvalget: skolerne vælger

De tre projekter, der får flest stemmer på Stormødet går videre til afstemning blandt eleverne gennem lokale valg på Operation Dagsværks medlemsskoler.

For at sikre en god proces for de lokale valg, holder Operation Dagsværk hvert år en projektweekend for Dagsværkgrupperne, hvor de bliver klædt på til forskellige måder at afholde valg på deres skole, og kan påbegynde planlægning af valgene, samt møde projektstillerne, så de kan lære projekterne endnu bedre at kende og stille spørgsmål.

Det er op til Dagsværkgrupperne, hvordan de vil afholde valget på deres skole. Når valget på skolen er afholdt, indsender Dagsværksgruppen skolens stemme til OD. Hver skole har en stemme og skal altså stemme på det projekt, de ønsker OD skal lave kampagne og arbejde for kalenderåret efter.

Operation Dagsværks krav til projekter

Kravene til indholdet af projektet er beskrevet i princippapiret “OD’s Holdninger og Krav til Projekter og Projektstillere” vedtaget på OD’s Stormøde. Disse krav indeholder blandt andet, at projektet skal adressere og handle om følgende emner og tematikker:

  • Bæredygtighed og langsigtet forandring
    De(n) lokale partner(e) skal være bevidste om de forskellige aspekter af bæredygtighed: Miljømæssig, social og økonomisk. Arbejdet behøver ikke aktivt at omhandle alle tre aspekter, men partner(ne) skal eksempelvis være bevidste om, hvilke miljømæssige konsekvenser arbejdet har, eller hvilken social påvirkning arbejdet kan have. Derudover er det helt centralt, at arbejdet har langsigtede virkninger, så det ikke bare kan støtte de unge nu og her, men reelt skabe en langsigtet forandring, der har en positiv indvirkning på deres livsgrundlag.
  • Understøtter unges egen organisering
    Organisationens arbejde skal understøtte unges egen organisering fremfor at opfinde måder, unge skal engagere sig på. Konkret betyder det, at det skal være unge selv, der er med til at definere, hvordan arbejdet skal laves og hvad de ønsker at prioritere deres tid på.
  • Rodfæstet i unges visioner og idéer
    Organisationens arbejde skal tage udgangspunkt i unges egne tanker om verden og visioner for, hvad de gerne vil arbejde for. Det skal altså ikke være færdige pakkeløsninger af projekter, de unge bliver præsenteret for, men de unge skal selv sætte retningen og finde på idéer til arbejdets indhold.
  • Lokal viden – lokale løsninger – lokale analyser
    I Operation Dagsværk mener vi, at lokalsamfundet altid ved mest om, hvad der er bedst for lokalsamfundet selv. Derfor er det ikke os i OD, eller folk fra et helt andet sted i verden, der skal finde på, hvad løsningerne til de unges udfordringer skal være. Vi vægter den lokale viden højt.
  • Bred mulighed for deltagelse
    Alle unge skal i en eller anden grad have mulighed for at deltage i organisationens arbejde. Det kan godt være, at organisationen henvender sig til en specifik samfundsgruppe, og derfor skal organisationens primære aktiviteter naturligvis have dem som primær målgruppe. Men en vigtig del af solidaritetarbejdet ses også i udbredelse af viden – så selvom projektet eksempelvis støtter unge oprindelige folks stemmer, skal der gøres en indsats i at fortælle om arbejdet og om deres visioner til resten af lokalsamfundet, så der kommer en større viden om arbejdet og de specifikke unges behov.
  • Alle menneskers lige rettigheder
    Alle mennesker skal behandles lige, og derfor skal arbejdet have fokus på menneskerettighederne. Det behøver ikke at være FN’s Menneskerettighedserklæring i konkret forstand, men arbejdet for alle menneskers lige rettigheder skal være en del af arbejdet.
  • Uddannelse
    Projektet skal støtte uddannelse i bred forstand. Med uddannelse mener vi ikke, at man skal sidde på en skolebænk, men en del af arbejdet skal handle om oplysning – enten intern og forbedret oplysning i organisationen om, hvad de laver eller oplysning til lokalsamfundet om organisationens arbejde.