Libanon 2023 – Fransk: At være frivillig ambulanceredder i Libanon

Sikkerhedskrise, energikrise, klimakrise. Lige nu ser vi en ungdom i Libanon, der er ramt af stort set alle verdens kriser på én gang. Det er det land i verden, som huser flest flygtninge per indbygger. Dertil er Libanon ramt af et finansielt kollaps af historisk skala – den Internationale Valutafond vurderer Libanon til at stå i en af de tredje værste økonomiske kriser på globalt plan siden 1850, valutaen har mistet 90% af sin værdi, der mangler strøm og benzin og 30% af Libanons unge har måttet droppe deres uddannelse.

Men Libanons ungdom ser ikke bare på. De er, om nogen, de mest handlekraftige og gør deres bedste for at forbedre det samfund, de lever i. Det gør de ved fx at blive frivillige ambulancereddere i Libanesisk Røde Kors. Og faktisk er 80% af de 3.600 frivillige ambulancereddere under 30 år gamle. Det er bl.a. disse frivillige, der rykkede ud, da Beiruts havn blev ramt af en eksplosion i 2020, for at yde førstehjælp til de sårede og dele forplejning ud til de 300.000, der blev hjemløse.

I dette undervisningsforløb skal I møde en af de unge frivillige, Roy Baaklini, som fortæller om sine opgaver og motivation som frivillig ambulanceredder og om, hvordan Libanesisk Røde Kors leverer en unik service i Libanon.