Vær med i Operation Dagsværk

I Operation Dagsværk mener vi, at alle mennesker har ret til de samme rettigheder og muligheder i livet. Både i Danmark og globalt.

Vi arbejder for at skabe solidaritet mellem unge i Danmark og unge i resten af verden. Med vores projekter ønsker vi at skabe langsigtet og bæredygtig udvikling, som er med til at skabe strukturelle forandringer og give unge flere muligheder i livet.

Vores metoder er helt særlige og adskiller sig fra andre udviklingsorganisationers

Operation Dagsværk er nemlig en organisation for globalt interesserede unge – og en organisation, der er drevet af unge. I OD tror vi på, at unge faktisk har holdninger til hvilke forandringer, der skal ske i verden, og vi giver unge muligheden for at få indflydelse på globale spørgsmål. 

Hvert år vælger elever på fra ungdomsuddannelser, efterskoler og udskolinger i hele landet et nyt udviklingsprojekt i det globale syd, som arbejdet i OD skal fokusere på året efter.

Alle de udviklingsprojekter, vi arbejder for, lever op til krav, som elever fra hele landet sammen har formuleret på vores stormøde. Kravene er bl.a., at udviklingsprojekterne skal handle om unge og uddannelse, at målgruppen for udviklingsprojekterne selv skal være involveret i udarbejdelsen af udviklingsprojekterne, og at udviklingsprojekterne skal skabe langvarige og bæredygtige forandringer.

Faktisk er hele OD drevet af unge

De vigtigste beslutninger om OD’s holdninger og arbejde bliver taget på vores årlige stormøde, hvor unge fra skoler i hele landet samles og sammen bestemmer OD’s retning for det næste år.

På stormødet vælges også en bestyrelse, der kun består af elever, som mødes mindst en gang om måneden og arbejder for at udføre de beslutninger, som stormødet har taget.

Og på skoler i hele landet laver elever i Dagsværksgrupper aktiviteter, der oplyser om årets udviklingsprojekt, bidrager til et godt socialt miljø på skolen, og giver alle skolens elever mulighed for at handle på globale problemstillinger og i solidaritet med andre unge i verden. 

På den måde er alt i OD for, af og med unge. Det er unge som dig, der i fællesskab med andre unge bestemmer over OD.