Vær frivillig i Operation Dagsværk
Hvert år udfører vi en oplysningskampagne i samarbejde med et internationalt udviklingsprojekt, som oplyser om hvad man arbejder for på Dagsværkdagen. Kampagnen er udviklet fra bunden af frivillige på Operation Dagsværks sekretariat – og du kan være med!
Som kampagnefrivillig er du med fra august til december eller januar til juni og du kan forvente at bruge 15-20 timer om ugen. Du får til gengæld et spændende halvt år med masser af nye udfordringer og erfaringer, du kan trække på videre i livet. Og du bliver en del af et fantastisk fællesskab af både kampagnefrivillige, ansatte og aktive i Operation Dagsværk.
Vi starter op med 2-3 ugers opstartsforløb, hvor du skal lære årets projektet, Operation Dagsværk og de andre kampagnefrivillige bedre at kende – og så skal vi sammen med en række dygtige og kompetente fagfolk blive helt klædt på til at udvikle, udarbejde og udføre kampagnen.
Lyder det som noget for dig, så kontakt os på od@od.dk eller 33 11 45 40 for at høre mere.
Som kampagnefrivillig får du
- Mulighed for at arbejde for – og engagere andre unge i – en vigtig sag
- Erfaring med kampagnearbejde, organisering og eventplanlægning
- Erfaring med at producere enten film, podcasts, grafiske materialer eller undervisningsmaterialer – eller med facilitering af workshops og oplæg
- Indflydelse på både strategi, budskaber og udtryk for kampagnen
- Mulighed for at indtage vores sociale medier
- Et stort fællesskab med andre engagerede unge og venskaber for livet
- En masse ansvar og erfaring til dit CV
- Og meget, meget mere
Alle udgifter i forbindelse med din tid som frivillig bliver dækket af Operation Dagsværk.