Til elever

Giv én dag af din uddannelse for at andre unge i verden kan få en! Ved at arbejde på Dagsværkdagen er elever i Danmark med til at give unge i andre dele af verden en stemme og medbestemmelse gennem oplysning og uddannelse.

arbejd.od.dk kan du melde dig til og finde et job i Jobbanken.

På siden har vi samlet al den information, du som elev har brug for til Dagsværksdagen. Hvis du har spørgsmål kan du enten hive fat i Dagsværksgruppen på din skole eller kontakte os på od@od.dk eller 33 11 45 40.

Hvordan finder jeg et job?

Hvis du mangler et job til Dagsværkdagen kan du kigge i vores Jobbank på arbejd.od.dk

Men du kan også finde et job på andre måder, fx:

  • Du kan ringe til en virksomhed, du synes er spændende eller som du kender nogen der arbejder i
  • En masse arbejdsgivere lægger også jobs på jobbanken, hvor du både kan gå på jagt efter et job, eller få inspiration til at kontakte lignende virksomheder og arbejdspladser
  • Du kan spørge om din familie og dine venners familie om de kender nogen, der har nogle opgaver, som de ellers aldrig får løst – dem kan du tage dig af
  • Hvis det ikke giver pote, så prik til din nabo og hør, om de ikke trænger til at få klippet hæk eller vasket gulv
  • Du kan også spørge din lærer, om de har brug for at få vasket vinduer eller kender nogen, der kunne hyre en dagsværker
  • Hvis du har et fritidsjob, kan du også arbejde der og donerer 400 kr af din løn til årets projekt
  • Du kan spørge din Dagsværksgruppe, om de kan hjælpe dig med at finde et job – det kan være, at de kender nogen, der kunne bruge en Dagsværker
  • Afhold kagesalg, street performance, indsamling på gaden eller noget helt tredje! 

Indsamlingsbøtter

Du kan selv lave en indsamlingsbøtte eller kontakte os og få en. Indsamlingsbøtter anvendes ved fx kagesalg, eller hvis du optræder med en guitar eller andet på gaden. Her er der ikke et minimumsbeløb, du skal have med tilbage. Husk dog, at du som elev ikke må gå dør til dør og samle ind. De kontanter, du indsamler, skal du overføre elektronisk (fx MobilePay: 54345 – husk at skrive dit ID i beskeden på overførslen).

Hvad så, når jeg har skaffet mig et job?

Når du tilmelder dig Dagsværkdagen på arbejd.od.dk, får du en mail med dit arbejdskort, som er en 3-delt kvittering – en til din arbejdsgiver, en til Dagsværkgruppen på din skole, og en til dig selv.

Du skal tage dit arbejdskort med ud til din arbejdsgiver, når du arbejder på Dagsværkdagen. På arbejdskortet er der også en guide til, hvordan din dagsværkløn skal betales af arbejdsgiveren.

Efter Dagsværkdagen, tager du arbejdskortet med tilbage til din Dagsværkgruppe på din uddannelse, så de kan registrere at du har arbejdet på Dagsværkdagen.

Hvor lang tid skal man arbejde og hvad koster det?

Lønnen er minimum 400 DKK for 5 timers arbejde. En arbejdsgiver må naturligvis gerne betale mere.

Aftaler du med arbejdsgiver at arbejde mere end 5 timer, så skal din timeløn minimum være 80 DKK i timen udover de 400 DKK. Dvs. at arbejder du 6 timer skal arbejdsgiveren som minimum betale 480 DKK for dit dagsværk. Du må ikke arbejde mere end 7 timer. Operation Dagsværk har fastsat denne mindsteløn og maksimale antal timer, så du ikke bliver udnyttet som billig arbejdskraft.
Når du arbejder er du indbefattet af en række lovgivninger som beskytter dig. Det gælder blandt andet hvis du kommer til skade på arbejdet. Se mere her.